Kategorier
Aktier Investeringsforeninger

Nordnets månedsopsparing – Sådan starter du en smart opsparing i aktier!

Indlægget er ikke en reklame for Nordnet eller månedsopsparingen, men blot mine tanker og erfaringer om denne mulighed, som jeg selv benytter.

Nordnets månedsopsparing – den smarte opsparing i aktier

Nordnets månedsopsparing er en god og effektiv måde at starte med at investere i aktier og skabe en opsparing, kurtagefrit – altså uden omkostninger ved køb.

Det kan være, at du allerede er investeret i en række enkeltaktier og ønsker at supplere disse med investering i investeringsforeninger eller fonde?

Det kan også være, at du er på helt begynderstadie, så er månedsopsparingen også noget for dig!

Nordnets månedsopsparing fungerer på den måde, at du månedligt har mulighed for at investere et beløb (minimum 500 kr.) i nogle udvalgte investeringsforeninger eller fonde (ETFer).

Nordnet investerer herefter automatisk i de investeringsforeninger eller fonde, som du har valgt, den 5. i hver måned.

Med investering i investeringsforeninger og fonde (ETFer) spreder du din risiko ud på flere aktier

Herunder kan du læse mere om, hvorfor jeg netop har valgt at investere i aktier med månedsopsparingen, og hvad jeg har valgt at investere i.

Min månedsopsparing

Jeg har selv valgt at oprette en månedsopsparing via Nordnet, der skal fungere som et supplement til de enkeltaktier, som jeg er investeret i.

Du finder en oversigt over mine aktier her.

Her kan du se de 2 investeringsforeninger, som jeg har valgt at investere i via månedsopsparingen:

  • Sparindex OMX C25 er fokuseret på de største virksomheder i Danmark, hvor Novo Nordisk, Vestas og DSV udgør den største andel.
  • Sparindex USA Growth er fokuseret på de største amerikanske vækst-virksomheder, hvor Apple, Microsoft og Amazon udgør den største andel.

Herunder kan du se de 10 aktier, der udgør den største andel i begge investeringsforeninger:

Sparindex OMX C25

Sparindex USA Growth

Opdateret per 16. marts 2021

Opdateret per 16. marts 2021

Hvilke overvejelser bør man gøre sig inden start af månedsopsparing?

Det er vigtigt at nævne, at man altid og løbende kan ændre sin månedsopsparing.

Det er både, hvad angår beløb og hvilke investeringsforeninger/fonde, som du ønsker at investere i.

Derudover kan du selvfølgelig også slette den igen eller sætte opsparingen på “hold” i en periode.

Der er dog nogle aspekter, som kan være vigtige for dig at overveje, inden du opstarter en månedsosparing.

Det er blandt andet vedrørende de forskellige beskatninger.

Der skelnes mellem 2 beskatninger:

  • Realisationsbeskatning
  • Lagerbeskatning

Investeringsforeninger bliver beskattet efter realisationsprincippet, hvilket betyder, at du først bliver beskattet af dit afkast, når du sælger ud af dine investeringsforeninger og dermed realiserer gevinsten.

Fonde (ETFer) bliver beskattet efter lagerbeskatningsprincippet, hvilket betyder, at du årligt bliver beskattet af det afkast, som du har opnået.

Det vil sige, at du skal betale skat af det foreløbige afkast, som du har opnået, selvom du endnu ikke har solgt dine fonde.

Derudover kan det være vigtigt at overveje, hvilke markeder, som du ønsker at være investeret i.

  • Emerging (Asien, Latinamerika..)
  • Danmark
  • USA
  • ..

Der er flere muligheder, hvorfor jeg synes, at det er vigtigt at overveje, inden du starter en månedsopsparing.

Hvis du har nogle spørgsmål til ovenstående, så er du selvfølgelig velkommen til at spørge ind.

Opsummering

Med Nordnets månedsopsparing kan du automatisk investere og få spredning i en lang række aktier på tværs af forskellige markeder.

Alle køb via månedsopsparingen er kurtagefrit, altså uden omkostninger ved køb.

Der er mange muligheder via månedsopsparingen, så det er vigtigt, at du gør dig overvejelser i forhold til beskatning og hvilke markeder, som du ønsker at være investeret i, inden du opstarter en månedsopsparing.

Hvis du har spørgsmål eller feedback, så er du meget velkommen til at kommentere eller kontakte på mail.

Du kan følge min Linkedin eller Shareville, hvis du ønsker mere inspiration og indsigt i aktieområdet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.